Et meget centralt spørgsmål i den velfærdspolitiske debat går på, hvordan man skal forstå de unge, og hvordan man kan aktivere dem. Spørgsmålet får ikke mindst nærig gennem oplevelser af, at de unge tit har svært ved at engagere sig i aktiveringsforsøg, ligesom de i det hele taget er meget svære at blive kloge på (Socialkommissionen 1992 og 1992a). Så snart man forsøger at sætte de unge i bås, protesterer de, og forsøger at finde nye veje, som omgivelsen endnu ikke har sat ord på. Derfor er det også sådan, at når man har vænnet sig til, at nu skal ungdommen gå præcist sådan klædt eller have netop de meninger, så skifter tingene, og nye grupper af unge overtager scenen, ved at bryde med det 'almindelige' billede af de unge. De nye grupper af unge udgør på den måde en klar udfordring til omgivelserne i almindelighed og velfærdspolitikken i særdeleshed.
Lidt firkantet kan man måske alligevel sige, at der i dag findes fire forskellige former for ungdomskultur, der indbyrdes står i et spændingsforhold til hinanden. De udgør pejlemærker for nutidens unge. Nogle identificerer sig med grupperne på afstand, nogen blander udtryk fra forskellige kulturer, mens andre igen går helhjertet ind for en af dem. Hvilket blot gør billedet endnu mere forvirrende. Alligevel er det min overbevisning, at der kan indkredses fire karakteristiske typer (Issa m.fl. 1994).
I den ene ende findes en gruppe af ressourcestærke unge, der mere eller mindre bevidst vender systemet ryggen, og som i stedet har kastet sig ud i dyrkelse af 'spændende' kulturtilbud og udfordringer. Den ene dag dyrker man filosofi, den næste hård og høj rock-musik, den tredje surfing, den fjerde Anders And, osv. Det er en gruppe, der vil gøre tingene selv, fordi de synes det er spændende, og tillægger derudover ikke aktiviteterne noget nærmere perspektiv eller mål. Autonomi spiller en stor rolle her. Gennem påklædningens kombination af alt for stort, alt for småt og temmelig slidt tøj markerer man, at man er uafhængig af omgivelserne. Her er eksempelvis islændertrøjen kommet vil ære og værdighed igen, i en mærkelig blanding med fløjl og sort læder. Skal der sættes navn på denne kultur kan man godt kalde den for grunge. Den næste gruppe består også af ressourcestærke unge, men de udgør en modpol til grunge-kulturen. Det er en gruppe af unge, der kæmper for at få fodfæste indenfor systemet. De kæmper for de bedste karakterer, for at komme ind på de rigtige uddannelser, og på efterfølgende at få et fast og sikkert job, hvor man på et eller andet tidspunkt kan regne med at få nogle spændende arbejdsopgaver, så man kan udvikle sig selv personligt. Man kan sige at denne gruppe fungerer meget direkte i forlængelse af velfærdsinstitutionernes forhåbninger om og forventninger til de unge. Denne gruppe gør som ungdomsvejledere, lærere og undervisere siger de skal gøre. Derfor sker det også tit, at denne gruppe karakteriseres som de pæne piger og de flinke drenge. For denne gruppe er håbet om tryghed gennem ansættelse i et selvstændigt og kreativt job central. Og der skal eksempelvis ikke mange signaler om mangel på folkeskolelærere til, før der opstår kø ved seminarierne. Kulturelt og æstetisk kan denne gruppe udtrykke sig selv som farverige ny-hippier, som pæne jakkesæt, og som almindelige grå piger og drenge.
De dele af ungdommen, der af forskellige grunde ikke kan klare sig inden for især uddannelsessystemets effektive 'varme', men som alligevel, på trods af at udsigten til arbejde er meget dårlig, forsøger at tilpasse sig nogle af systemets forventninger, etablerer sig ikke mindst i et romantisk familieliv, hvor man søger hjemmets og forbrugets sikkerhed og tryghed. Billige forbrugsgoder fylder godt op her, når behov skal stimuleres. Et barn er heller ikke nogen dårlig satsning i denne gruppe, fordi det dels kan give hverdagen ny betydning, dels holde sammen på familien og endelig vise overfor forældregenerationen, at man er bedre til at lave en familie, end de var. I denne nyromantiske gruppe spiller eksempelvis McDonalds-kulturen, fitness, romantiske restauranter, kupon-hæfter og Bilka en central rolle som et udtryk for en hurtig og effektiv opfyldelse af umiddelbare behov, med plads til drømmen om lidt personlig lykke i hverdagen. Det er også muligt at agere som en del af denne gruppe, selv om man er alene. Romantik og drømmen om det lykkelige forbrug kan også få næring, selv om man er alene. Den sidste gruppe er de unge, der mere eller mindre aggressivt har vendt systemet ryggen fra neden i samfundet. Det er ressourcesvage unge, der er kommet skævt ind i uddannelsessystemet, ind i bistandsmøllen og videre ind i en hverdag, hvor den umiddelbare stimulering af de spontant opstående behov er det centrale. Denne gruppe lever i hverdagen nærmest som ghettolignende grupper eller stammekrigere, der ikke er bange for at sætte gældende spilleregler lidt ud af spil, hvis de synes at nu skal der ske noget. Det er en gruppe, som systemet først og fremmest forsøger at holde lidt på afstand af det øvrige samfund, ved at sikre at den kan få opfyldt det umiddelbare behov for stimulering. Det er en gruppe, hvor den bedrevidende selvbevidsthed pludselig kan slå ud som vold, aggressioner, fremmedhad m.m., og hvis vigtigste kulturelle identitetspunkt kan være Heavy Metal-musikken, schæferhunde, tatoveringer og laset cowboy-tøj, blandet med læder.
Disse fire grupper udgør centrale fixpunkter, som de unge identificerer sig mere eller mindre med. Mellem grupperne kan der lokaliseres klare forskelle og måske også direkte spændinger. En af forskellene går mellem på den ene side dem der tilpasser sig de givne systemer, og på den anden side dem der markerer afstand til systemet. Den første gruppe søger sikkerhed i de kendte systemer i en usikker og uoverskuelig verden. De håber på, at den institutionelle tryghed, som undervisningssystemer, indkøbscentre eller andre af velfærdsstatens institutioner forsøger at tilbyde, også giver bonus. Den anden gruppe har opgivet dette projekt, og søger i stedet autonomi, på den måde at man ikke hele tiden vil tvinges til at vælge blandt velfærdssystemets mange tilbud. Man gør ikke-valget til den centrale strategi, og forsøger så selv at fastlægge, hvordan man vil udfolde sig. Kort fortalt er der spænding mellem dem der søger tryghed i systemets tilbud og dem der søger autonomi fra samme system.
Figur 1. Strategier i 90'ernes ungdomskulturer
| Sikkerhed og tryghed | Autonomi | |
| Selvrealisering (kreativ udfoldelse) | De pæne piger og de flinke drenge ... Det er svært at være ung i dagens Danmark. Der stilles store krav, og der er en tendens til at betragte alle over 18 år som voksne. Vi skal være perfekte og voksne. Vi skal have tårnhøje karakter for at kunne få en uddannelse.... | Grunge ...Jeg har egentlig ikke nogen planer eller drømme om at blive rockstjerne, men jeg vil gerne til bunds i musikken. Det er den mest spændende verden for mig at dykke ned i lige nu. Måske kommer jeg til at leve af at undervise i musik. Men først vil jeg finde et sted, hvor jeg kan være helt mig selv. ... |
| Stimulering (underholdning) | Den romantiske familie eller eneboer ... Jeg er helt vild med dyr. Allerhelst vil jeg bo på en gård på Djursland. Jeg vil ikke være landmand. Men jeg vil gerne have mange dyr og økologiske grønsager. Jeg skal i hvert fald have en hest igen ...Det skal være sammen med min mand, og vores børn og Mercedes og det hele.... | Spredte grupper af unge (med hund) ...Statistikkerne siger jo, at jeg har større sandsynlighed for at få en voldelig mand, fordi jeg selv har været midt i det. Hvis jeg havde en kæreste eller mand, der slog mig, så ville jeg ikke turde sige det til nogen, for de ville sikkert tænke: Nå, men det er jo lige som med hendes mor. .. |
Citaterne i figuren er unges udtalelser, hentet fra: Stark mfl.(red). 1996
En anden forskel mellem grupperne hænger sammen med forskellen på ressourcestærke og ressourcesvage. I den ene ende finder man de ressourcestærke, der bl.a. i kraft af en solid familiebaggrund og god uddannelse i høj grad går efter selvrealisering, mens man i den anden finder dem, der ikke har så mange ressourcer som udgangspunkt, og som først og fremmest søger dækning af umiddelbare behov, ved at stimulere dem så godt som muligt. De to dimensioner er sammenfattet i figur 1. Og tilsammen indkredser de nogle grundlægende strategiske muligheder, som ungdommen kan benytte sig af. Fælles for dem alle er, at i 90'erne er det de unge selv, der skal give deres strategiske valg betydning. Det er mere end tidligere dem selv, der er udgangspunktet, når de skal orientere sig i forhold til samfundet (Andersen 1996). Og den måde de skal udtrykke sig på, er gennem æstetikken og kulturen. Mens det sidste måske ikke er så nyt, så er det første en meget ny og central del af 90'ernes ungdomskulturer.
Ungdomskulturer opstod som sådan første gang i midten af 50'erne. Det skete i USA, og baggrunden var en blanding af efterkrigsfrustration og begyndende masseforbrug af produkter, der også var beregnet til unge mennesker. Eksempelvis Coca-Cola. Her dukkede de første ungdomsgrupper op, der lagde afstand til det etablerede systems måder at tænke livet på. Man ville selv bestemme, og man ville eksempelvis også selv bestemme, hvem man ville dyrke sex med. Sex fik et formål i sig selv, nemlig at være sjov, og ikke bare vejen til ægteskab og børn. Det var bl.a. disse ting, der gjorde Elvis farlig, fordi han åbenlyst fortalte denne historie med sin krop (Gudmundsson 1992).
Siden bredte ungdomsfænomenet sig med bl.a. masseforbrugerismen til Europa, og ungdommen begyndte at blive synlig som netop unge. Det startede langsomt med langt hår, Beatles og Rolling Stones. Med erobringen af gadehjørnet, værtshuse, parker og pladser. Siden bredte det sig til diskussioner, kulturelle manifestationer og kollektive aktioner, bl.a. demonstrationer mod krig og atomvåben. Og signalet var klart nok: Her kom en gruppe, der ville være sig selv. De ville selv bestemme over deres fri tid, og de ville være der, hvor tingene skete. Med andre ord, så lagde de bevidst og højrøstet afstand til den fremmedgjorte tilværelse, med materialistisk forbrug og autoritære værdier, som deres forældres generation grov-dyrkede op gennem 60'erne.
Reaktionen fra det omgivende samfund var naturlig nok. Man pustede autoriteterne op, overalt hvor det var muligt: Forældrene løftede pegefingrene, uddannelsessystemets professorer råbte højt om hvad man skulle og ikke skulle, arbejdsmarkedet krævede disciplin, og det politiske system forventede almindelig tilslutning til den valgte elite.
60'erne kan således med god ret ses som en stadig mere omsiggribende konfrontation mellem en ungdom, som fjernt fra fremmedgørelse og autoritære systemer ville definere og værdsætte sit eget sociale rum, og et autoritært og traditionsbundet system af voksne, der blev undergravet og udfordret af netop ungdommen. Konfrontationen lå så at sige som en naturlig og nødvendig konsekvens af den måde, samfundet havde udviklet sig på, og det væsentligste ved processen var, at ungdommen ville definere sig selv og sit eget rum. I første omgang ved at lægge afstand til omgivelserne og ved at dyrke de sande, indre værdier. Bl.a. hjulpet på vej af hash og Hendrix.
Det skete i en tid, hvor velfærdsstaten også voksede, bl.a. for at klare presset på arbejdsmarkedet. Det blev almindeligt at de unge skulle uddannes bedre og bedre, og fra slutningen af 60'erne og ind i 70'erne blev presset på uddannelsessystemet stadig større. Det var på dette tidspunkt, at adgangen til de videregående uddannelser for alvor blev åbnet op. Ikke bare for borgerskabets børn, men også for arbejder- og bondebørn. Det var uddannelsessystemet slet ikke gearet til. Blandingen af et generelt ungdomsoprør med et gammeldags og autoritært ledet uddannelsessystem under pres blev til en eksplosiv mixture.
Resultatet blev en række militante handlinger og aktioner i begyndelsen af 70'erne: Besættelser af lokaler, kontorer og bygninger var nærmest noget man så hver 3. måned. Nogle gik imidlertid endnu vildere til værks, f.eks. ved at saboterer lovlige styrelseslovsvalg på universiteter. Situationen lagde naturligt nok op til en kraftig politisk bevidsthedsgørelse, hvor mange blev militante marxister. Først og fremmest fordi marxismen tilbød en håndfast kritik af den generelle fremmedgørelse og materialisme på den ene side og af autoriteter i samfundet på den anden. Bundet sammen af en kritik af kapitalismen. Stort set alle uddannelsesinstitutioner blev mærket af denne udvikling, og en ny gruppe af unge begyndte nu at definere mere præcise mål for deres kultur, ligesom man var meget beviste om den kulturelle æstetik, som man iscenesatte sig selv med. Man skulle være bløde, kollektive og hensynsfulde. På alle dimensioner. Allerede her kan man altså lokalisere de første brud i ungdomskulturerne.
70'ernes ungdomskultur var med sit politiske udgangspunkt meget optaget af velfærdsstaten. Målet var at præge dens institutioner mest muligt, bl.a. gennem fornuftig pædagogik, indsigt og menneskelige omgangsformer. Kollektivitet var det positive ord, der kunne binde det hele sammen. I forlængelse heraf var det håbet, at velfærdsstatens institutioner kunne fungere frigørende og positivt for alle dem, der kom i kontakt med dem. Børnene skulle fra tidligste færd opleve, hvor godt og kollektivt de kunne fungere i samfundet, og siden skulle det brede sig til andre grupper i samfundet. Klienter såvel som almindelige borgere (Bjørnkær 1994).
Den kollektive, venstreorienterede velfærdsstats-kultur var meget stærk i 70'erne, men mødte sin naturlige modsætning i 80'erne, hvor nye grupper af unge lagde afstand til det meste af, hvad denne kultur indeholdt. Dagsordenen blev sat gennem et sort og desperat mellemspil, gennem punken, hvorefter tavlen nærmest blev vasket ren. Herefter dyrkede man eneren, det stærke udtryk, den åbenlyse kønsbaserede sexualitet, pengene og det individuelle initiativ, på bekostning af samfundets og kollektivets interesser. Det skete i rum, der lå langt fra velfærdsstatens institutioner, eksempelvis i de nye neon-skinnende cafeer og i sammenhænge, hvor det kostede penge for at være med. Gerne mange penge, der også kunne spekulere lidt (Fornäs m.fl.1988). Denne ungdomskultur dyrkede også en ny æstetik. Mappen, time-manageren, tøj der fremhævede kønnet, osv. Bedst var det, hvis man kunne kombinere personlig kraft og styrke i kroppen med en skarp hjerne, der kunne tænke strategisk i det oprørte hav af potentielle konkurrenter (Lyngård 1994).
Målet for denne ungdomsgruppe var at erobre det private erhvervsliv, hvilket på sin vis var logisk nok, da 70'ernes ungdom på mange måder havde brugt velfærdsstaten som fixpunktet for dens kultur. Også med hensyn til at få et arbejde. Nu har 80'ernes unge så 'sat sig på' det private erhvervsliv, hvilket selvfølgelig ikke giver mange erhvervs-muligheder for de kommende årgange af unge.
80'ernes ungdomskultur mødes derfor også med et brud, nemlig i form af 90'ernes mere indadvendte ungdomskulturer, hvilket i praksis vil sige den ovennævnte grunge-kultur, ny-hippierne, de romantiske og - mindre bevidst - de halv-agressive smågrupper af unge med hund. Især den første gruppe er svær at greje. Den sætter sig ingen ydre mål, og er tilfreds med at tingene i sig selv er spændende. På sin vis kan man sige, at netop 90'ernes ungdomskulturer er et klart og rendyrket udtryk for hele den ovennævnte udvikling (Fornäs & Bolin 1995). Det centrale har nemlig været de to dimensioner, der er det gennemgående træk i ovennævnte gennemgang.
For det første kulturens og æstetikkens rolle som det, der gør den afgørende forskel, og som på den anden side også er det, der giver mening for den gruppe, der forsøger at lægge afstand til andre. Ser man på de aktuelle ungdomsgrupper, så benytter de sig også af netop kulturen og æstetikken til at fortælle, hvem de er, ligesom det også er deres måde at fortælle, hvad det er de vil - hvis de altså vil noget.
For det andet viser 90'ernes ungdomskultur, hvordan man op gennem tiden har rendyrket et livspolitisk perspektiv, hvor det centrale er frigørelsen af individuelle ressourcer, og modarbejdelsen af alle de hindringer i såvel samfundet, de nære omgivelser som inde i én selv, der kan virke blokerende for den enkeltes selvudfoldelse (Giddens 1994). På en eller anden måde markerer den nye ungdomskultur en ny grænse: De tidligere ungdomskulturer har erobret de områder, det har været værd at erobre. Først kom selve oprøret i 60'erne, så kom kollektivitet, uddannelse og velfærd i 70'erne og så kom individualitet, økonomi og risikovillighed i 80'erne. Nu er disse områder erobret, og 90'ernes grupper af unge skal finde andre muligheder, når de skal give tingene og sig selv betydning. Og her er der faktisk kun den enkelte selv tilbage. Betydningen skal opstå ved den enkelte. Det er derfor man i nogle grupper dyrker det spændende, mens man i andre satser på trygheden. Så ved man da hvor man er og hvad man har.
Det er ikke altid lige nemt at være den, der selv skal give tingene betydning, hvad anoreksia-syge piger, selvmordstanker og almindelig usikkerhed alt for ofte vidner om. Tendensen til hele tiden at søge det spændende, og dermed være lidt springende og flygtig, er nok heller ikke helt ukendt blandt nutidens unge. Noget der klart er en udfordring for enhver form for velfærdspolitisk strategi, der forsøger at aktivere de unge i nogle mere permanente forløb.
Det gælder måske især for grunge-kulturen, der tydeligt nok peger på sine helt egne veje. Denne gruppes satsen på autonomi kan blive til indelukket ensomhed, hvis den rendyrkes i den individualistiske retning. Men den kan også blive til etablering af nye fællesskaber, hvor viljen til at gå sammen omkring det autonome, er det centrale. Hvis det virkelig bliver udfoldet, så er denne gruppe mere radikal i sit opgør med lønarbejde, velfærdsstatens institutioner og forbrugerisme, end nogen af de andre grupper tidligere har været.
Johannes Andersen er samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet.
Andersen 1996 J. Andersen. Når unge selv skal vælge... i B. Stark m.fl. (red). Århus 2001 - portræt af en generation. Århus
Bjørnkær 1994 K. Bjørnkær. I Austin Mini gennem halvfjerdserne. I G. Nielsen. Danmarksbilleder. København
Fornäs & Bolin 1995 J. Fornäs & G. Bolin. Youth Culture in Late Modernity. London
Fornäs m.fl. 1988 J. Fornäs m.fl. Under rocken. Musikens roll i tre unga band. Stockholm
Giddens 1994 A. Giddens. Modernitetens konsekvenser. København
Gundmundsson 1992 G. Gudmundsson. Ungdomskultur - som overgang til lønarbejde. København
Issa m.fl. 1994 L. Issa m.fl. Ung i 94 - portræt af en generation. Bupl. København
Lynggård 1994 K. Lynggård. Fingerens årti. Rapport fra et dybt utroværdigt samtidsvidne. I G. Nielsen. Danmarksbilleder. København
Socialkommissionen 1992. Rapport nr. 1. De unge - portræt af en generation i velfærdssamfundet. København
Socialkommissionen 1992a. Sortering for livet - et debatoplæg om de unge. København
Stark m.fl. 1996 B. Stark m.fl. (red). Århus 2001 - portræt af en generation. Århus